162
En øvet Sporsne-Jæger kan ofte skjælne Haren i Sædet, men i Almindelighed vil den springe op som tryllet frem af Jorden, og paa en Dag, da Haren holder godt, er det ikke nogen stor Kunst at skyde den. Men Jægeren kan da forstørre Harens Chancer ved at lade Hagelbøssen blive hjemme og tage Riflen paa Nakken; og det giver god Øvelse, thi i Sneen kan man se Kuglens Anslag og følge dens Gang.
Heldigvis for Haren er det sjældent, at vi hertillands med vor stadige Blæst har jevnt Snelag, ellers vilde den blive udryddet; thi Harejægere har vi i Overflødighed, der behøves hverken Hund eller Baad eller Klappere, blot en Bøsse og en Brakmark.
I Skovegnene, hvor Sneen falder jevnt og stille, jager man andre Dyr end Haren paa Sporsne: i Sverig ringer man Elsdyret og Ræven, som dér ikke søger i Huler, men ind mellem Sten og Fjeldstykker, i Amerikas Urskove følger man Bjørnen til Hi efter det første gode Sneelag, og er der, som det ofte hænder, straks falden en 4—6 Tommer, kan man godt lade Sporet blive nogle Dage gammelt: det holder sig. Men man skal være forsigtig, ikke blot overfor Bamsen, ogsaa tage Vare paa, hvor man er, at man ikke farer vild.
En Morgen traf jeg et Bjørnespor og fulgte det. Min Hensigt havde været at gaa en lille Jagttur efter Skovhøns, jeg havde blot medtagat en Hund, en Bøsse — med hvilken jeg dog foruden Smaavildt havde skudt flere Bjørne
