163
— og et Par Snesko, men intet Proviant. De vældige Lapper havde trykket tydelige Mærker i Sneen, Kløerne, Haarene stod at læse, det var næsten, som om man saae Dyret. At den gik i Hi, var klart: der var ingen Svinkeærinder ud til Siderne efter Føde, ingen Skraben og Snusen, det var støt Gang ad Stierne, udenom Fjeldene, over Floderne paa faldne Kæmpetræer.
Maaske den laa i Hi ligeved — maaske paa den anden Side den Høj — — maaske ikke tusinde Alen borte — det var ikke til at holde ud at opgive, Tiden gik, det blev Middag — og det lakkede hen ad Aften.
Saa begyndte det at sne. Jeg stødte paa en Sø, jeg ikke kjendte. Saa vendte jeg om og fulgte mit eget Spor tilbage. Men Snevejret tog til, de gamle Trin blev mere og mere utydelige og Mørket faldt paa. Saa lod jeg Hunden gaa foran og fulgte den. En Timestid gik vi saaledes, Sneen faldt i store Flager, jeg kunde kun lige skjælne Hunden foran mig. Men pludseligt standsede den raadvild, snusede i forskjellige Retninger: den havde tabt Sporet. Der var ikke andet for end at overnatte paa Stedet.
Heldigvis fandt jeg et Birketræ, der var faldet i Sommertiden, hvorfor det visne Løv hang fast paa Kvistene, snart knittrede et voldsomt Baal op imellem Stammerne, lyste, varmede, slikkede Bunden tør — og at fodre Baalet med tørre Grene af udgaaede Træer gav Arbejde nok for hele Natten.
