66
den skudt op gjennem Rygningen, og Svalen, som aldrig viser sig før henimod Majtiden, kommer enkeltvis; først om Efteraaret ser man Svaleflokke.
Efterhaanden fyldes Skoven, tavs fra Vinterens barske Tag, med Liv og Lyst, med Grøde, med Had og Kiv, med brændende Ønsker og vildt Begjær, med ømme Suk og truende Kampskrig. Det lytter vi til, det længes vi mod, det higer vi efter. Og det savner vi nu. Vi savner Stærens fløjtende Toner, Vibens udæskende Hvin, naar den tumler sig i Luften som en Flagermus, Droslens lokkende Trille, Ravnens hæse Kald, Maagens skrattende Skrig, Spurvens Kvidder og Nattergalens sukkende Elskovsdrømme. Thi Jorden er stenfrossen, hver Vandpyt er lukket og Spirekraften holdes nede af et isnende Snedække.
Det gjælder ikke om at tage Livet af Vildtet, det gjælder om at holde Livet i det. Derfor lægger Jægeren Hø ud til Raadyrene; men de vrager det, de gaar omkring og bider Ege-, Aske- og Ædelgranknopperne af og lader det meste af Høet ligge: det er ikke saa meget Sult, de lider af, det er Kulde. Peltsen er ikke nu tæt og varm som ved Juletid, der er ikke Mulighed for at skrabe en tør Liggeplads frem, de friske Spirer, der varmer og nærer, udebliver, Blodet kølnes og Hjærtet mattes og Foden ryster og Livet slukkes. Saa samler Glenterne sig, ofte i Snesevis, om et døende Raadyr, og naar det er for kraftesløst til at kunne værge sig og segner i Sneen, hugger de dets Øjne ud og flænger i Kjødet. Men Ravnene vinder Liglugten paa Miles
