72
være europæisk Trækfugl, den vil udelukkende blive Standfugl Syd for Middelhavet. Det er den allerede nu. Det er og har altid kun været en lille Part af Nordafrikas Storke, der trak Nord paa, op til os; de fleste blev hjemme, og i de sandede Søer, i Floderne, der snart svulmer af sprudlende Strømme, snart er næsten tørre, mellem stenede Skrænters og sumpede Slugters filtrede Vækster, hvor Slanger og Øgler ret føler sig tilpas, der vil endnu gjennem lange Tider Storke og Flamingoer finde Føde og Fred og Hygge. Dér maa Aarstiden ikke tages saaledes iagt som i Danmark, hvortil Storken ofte maa komme i Slud og i Sne for at kunne blive færdig med Ungernes Opdragelse, før Efteraarskulden knuger dem; i August øves de unge Fugle til den lange Rejse, inden Maanedens Udgang er Skarerne dragne over Kongeaaen, kun undtagelsesvis, som i sidste Efteraar, bliver Storkene et Par Dage ind i September. Men i Nordafrika ser man samtidigt Reder under Rygning, Fugle, der ruger, og udvoksne Unger, der gaar henad Tagryggene med spilede Vinger, ængstelige, lig en usikker Linedanser — som man dér ser Knopper, visnende Blomster og fuldmodne Appelsiner paa samme Orangetræ. Der er Byer i Nordafrika, hvor der næppe er et Tag uden en Storkerede, som Constantine inde i Landet eller den lille Søstad ved den tunesiske Grænse: Bône. Bona vil Italienerne have, at den skal hedde, som Nice: Nizza — og deri stikker hele Hemmeligheden i Misstemningen mellem Frankrig og Italien.
