94
»Saa? Gør »man« det? Hvem er man?«
»Alfred Mørch. «
Jeg, indvendig rædselslagen, tilsyneladende ligegyldig:
»Han kender mig jo aldeles ikke.«
»Han har set Dig paa Gaden. Han gik med en Ven, der vidste, hvem Du var. Og jeg vil sige Dig, at han var formelig begejstret over Dig. Jeg har aldrig hørt ham bruge saa sterke Ord om nogen Dame.«
»Jeg burde naturligvis føle mig smigret. Men undskyld: Jeg er det ikke. Jeg sætter ikke Pris paa Hr. Mørchs Dom.« — — —
Jo, minsandten sætter jeg Pris paa hans Dom. D. v. s. det morer mig, at jeg dog altsaa har gjort et Slags Indtryk paa den Træfigur. Og han har altsaa ikke ganske glemt mig. Ej, ej, min Herre, jeg finder derudi et sært Behag.
Nu gad jeg blot vide, om han med Flid har fyldt Eriks Øren med min Ros, for at den skulde gaa videre til mig. Skulde Erik, uden at vide det, gøre Tjeneste som Postillon d’amour? Ideen er ikke ilde, men heller ikke ganske fin. Naa, har Hr. M. nogen saadan
