97
Tilsyneladende er der intet mystisk eller aparte ved dette Brev. Men læser man, ledet af et hjælpsomt Instinkt, Linjernes Begyndelsesbogstaver ovenfra nedefter, fremkommer et Brev i Brevet, en geheime lille Billet, saalydende: »Kom alene til den opgivne Tid.«
Nej, det kunde ingen Tilfældighed være. Det maatte være et snildt beregnet Spil, hvorom min dristige Kurmager ovenikøbet i det rigtige Brev gav mig et Vink i Ordene: »Erik forsikrer desuden, at hans nydelige Veninde har et fint og muntert Snille, der vil tyde min Epistel i den rette Aand og Mening.«
Hvorfor nægte det? Jeg syntes, Spasen var kostelig. Jeg syntes, det var helt romanagtigt, ja æventyrlig forvovent, saadan at føre en dobbelbundet Korrespondance, ligegyldig og uskyldig for Uindviede, bringende hemmeligt Bud for de Indviede.
I en Fart nedskrev jeg et Svar og bragte det til Erik. Med stræng Værdighed bad jeg ham læse det, idet jeg udtalte Haabet om, at jeg for Fremtiden maatte blive forskaanet for hans og hans Vens Narrestreger.
Mit Svar lød:
Julies Dagbog.
7
