216
Jeg tog ham i Frakkekraven, ruskede ham frem og tilbage og sagde:
»Du er (Kys) et Vrøvl. Du er (Kys) sær og forkælet, undertiden drilagtig og ubehagelig. Du er alligevel (Kys) Verdens dejligste Mandfolk og (Kys, Kys, Kys) jeg elsker Dig.«
Hvorefter han glemte sine Betænkeligheder ved min altfor store Kærlighed.
7. Juli.
Jeg forsømmer min Dagbog for min Korrespondance. Til ham har jeg tusinde Ting at skrive. For min Dagbog hænder der intet nævneværdigt. Dagene glider ensformigt forbi mig som Mærkestenene paa en Landevej. Kun Lørdagene rager op i Ensformigheden. Lørdagene er min lange Sommervejs Milepæle; thi om Lørdagen kommer han til Byen for at mødes med mig.
Saa ruller jeg da Uge efter Uge evigt den samme Vej. Søndagen har endnu Lys af Lørdagens Sol; men Mandag og Tirsdag er Haabløshedens mørke Tegn. Ved Onsdagsstenen dæmrer Forventningens Skær; i stigende Længsel og Haab passeres Torsdag og Fredag
