Side:Julies dagbog.djvu/238

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

230

Jeg har nu faaet en udmærket Idé: Han skal den 7de komme hertil og tilbringe sin Feries sidste Dag sammen med mig. Det lader sig brillant gøre. Ingen her kender ham, og vi kunde mødes i Skovene, hvor jeg ofte spadserer mange Timer alene om. Jeg véd flere henrivende Steder, hvor der aldrig kommer et Menneske. Saa pakker jeg mig i Smug en lille Madkurv, køber en Flaske god Vin, og saa skal han for en Gangs Skyld være min Gæst.

Jeg opgiver ikke den Idé. Den skal realiseres. De Vanskeligheder, der bliver, skal jeg sagtens overvinde.


3. August.

Naturligvis har han Betænkeligheder. Han skriver: »Er det nu klogt? Det kunde jo blive meget morsomt, men husk, at vi alligevel snart ses i Kjøbenhavn. Er det da værd, at Du udsætter Dig for de Farer, der dog altid er forbundne med et Møde paa Sorø-Skovenes alfare Veje?« Og han ramser op en Mængde