52
gifter os. Du gode Gud, naar jeg allerede nu er saadan imod ham, hvor ligefrem infam vil jeg da ikke blive, naar vi først er gifte og jeg har ham fra Morgen til Aften, og — fra Aften til Morgen!
Egenlig har jeg altid haft den samme Følelse overfor Erik — lige fra jeg var en ti Aars Tøs og han en 17—18 Aars Student. Jeg kunde forfærdelig godt lide ham, jeg hang evig og altid over ham. Men saa lille jeg var, tyranniserede jeg ham. Jeg forstod straks, at jeg var den stærke, og jeg nød min Magt med en Blanding af Velbehag og ubevidst Foragt. Jeg husker en Dag, jeg havde plaget ham ganske særligt. Han havde travlt og havde bedt mig om at lade ham i Fred. Men næppe var jeg ude af hans Stue, før jeg var der igen. Jeg kilrede ham paa Næsen med et Straa, jeg rev hans Blyant fra ham, jeg trak i Papiret, saa han tegnede forkert — jeg var rigtig saa utaalelig, som et forkælet, uvornt Barn kan være. Tilsidst blev Erik ogsaa for Alvor vred. Han greb mig i Armen, løftede sin Haand. … Da saá jeg op paa ham, lo trodsigt og sagde: »Slaa, om Du tør!«
