66
Rimfrost, Æventyrhave og alle andre poetiske Ting var ham aabenbart revnende ligegyldige, og jeg tænkte: Situationen bliver umulig. Han er ligesaa dum og utaalelig som Erik.
Da pludselig standsede han og sagde:
»Nu skal De have Tak for iaften, Frøken. Farvel.«
»De vil altsaa ikke opfylde mit Ønske?«
Han stillede sig foran mig og saá paa mig, uendelig længe syntes jeg, saá paa mig med et underlig koldt bedrøvet Blik, der baade gjorde mig bange og drog mig. Saa sagde han, stille og høfligt, men med en dejligt isnende Fornemhed:
»Jeg hedder det, jeg kaldes for. Jeg haaber, at De har holdt paa det og at De altsaa har haft det ønskede Udbytte af vor Samtale.«
Han tog Hatten af og var allerede paa Vej bort. Da — jeg véd ikke hvorfor; men jeg vilde ikke, jeg kunde ikke slippe ham paa den Maade … jeg rev Sløret til Side, kaldte: »Hr. Mørch!« — og da han vendte sig om, stod jeg smilende foran ham med fremstrakt
