XVI
KARL VERNER.
og det skrevne sprog; og hans grublerier over dette problem fik ny næring ved læsningen af Rasks retskrivningslære, „hvori han mere end i sine andre værker har hørt det danske sprog med fynske øren og læst det med islandske öjne.“ Han forsøgte straks at føre sine teorier ud i praksis, så han snart talte, som han skrev, og snart skrev, som han talte. Senere førte hans interesse for sprogvidenskaben ham sammen med Fausbøll, der var i Århus på feriebesøg. Han havde tilfældigt Schleichers compendium med; og igennem denne bog, som Verner straks anskaffede sig, gjorde han for förste gang bekendtskab med den nyere sammenlignende sprogvidenskab. Skønt det var en hel anden side af sprogvidenskaben, der interesserede ham, gav han sig alligevel af praktiske grunde til at studere klassisk filologi; og han blev ved med det i 2 år (s. 298). Men samtidig søgte han på egen hånd at lære den nyere sprogvidenskab nærmere at kende. Og den blev han snart så optaget af, at han indså, at for ham „var sproget hovedsagen og ikke midlet“. Han opgav så sit brødstudium for udelukkende at dyrke den komparative filologi. Den havde dengang ikke sin egen lærestol ved universitetet, og han måtte derfor søge rundt hos de enkelte faglærere. I 6 semestre hørte han forelæsninger over sanskrit hos N . L. Westergaard, og uden for universitetet læste han sanskrit kursorisk sammen med Edv. Brandes og islænderen Þorvaldur Bjarnarson, af hvem han også lærte islandsk. I den förste universitetstid var det dog navnlig K. J. Lyngby, der fængslede ham. Han tænkte endogså en tid på at tage en magisterkonferens i nordisk sprog; men den plan blev straks opgivet, da han på C. W. Smith’s forelæsninger först havde gjort bekendtskab med de slaviske sprog med deres store formrigdom og mærkelige betoningsforhold. Uden nogen bestemt fremtidsplan gik tiden udelukkende med at samle sproglige kundskaber. I studenterlivet tog han ikke del; og
