Side:Kongeloven og dens forhistorie.djvu/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
V

fandtes i Kancelliets Skabe af Sager yngre Kong Fredrik III's Tronbestigelse (det begynder med en „Summarischer Vberschlag der in dem rothen Schap Nr. 3 sich befindenden Acten“), og her nævnes da blandt udenrigske Sager, at de nyeste Traktater findes samlede i et særligt Skrin i Kanslerens eget Værelse, idet der tilføjes, at ogsaa Lex regia her er nedlagt. Denne Bemærkning synes at være tilføjet i et Øjeblik, da Fredrik Wolf var i Færd med at tiltræde en Rejse og gjorde forskjellige Notiser til Brug for Sekretær Testmann, som skulde vikariere for ham (18. Juli 1662). At iøvrigt denne Udfærdigelse ikke mere er bleven opbevaret efter at være afløst af en anden, er en Selvfølge da den jo havde Karakteren af et kasseret Testamente, hvis Opbevarende kun kunde gjøre Skade.

Mærkelig nok er der dog endnu et Udkast til en Lex regia i Behold fra omtrent denne Tid, ja ikke usandsynligt Koncepten til den dengang udfærdigede Original (Nr. 8). Hvad Arvereglerne angaar, stemmer dette Udkast i alt væsentligt med Reinkings Forslag og Betragninger, idet der saa dertil er føjet Bestemmelser om Regeringsformens Enkeltheder. I denne Henseende er det et interessant Mellemled mellem Reinkings halvvejs konstitutionelle Arvemonarki, der tager Hensyn til, hvad der vil være „Stænderne og Undersaatterne“ behageligt, og hvad der vil være upopulært (tyske Formyndere) (S. 22 og 26), og den af Schumacher konciperede Kongelov, der fastslaar Absolutismen i sine videste Konsekvenser. Tildels ligger det sidste Led i Udviklingen dog alt i Rettelserne til dette Udkast, der ere tilføjede med en anden Haand; saaledes er Umyndighedsalderen nedsat fra 18 til 16 Aar, den Forudsætning, at Kongen ved Sindssygdom, Legemssvaghed eller Fangenskab kunde hindres i at føre Regeringen, er falden bort, og den Bestemmelse, at han ved sin Tiltrædelse ved Ed skulde forpligte sig at holde denne Grundlov, er slettet. Schumachers Kongelov holder ligeledes disse for Kongeværdigheden formentlig krænkende Bestemmelser ude og nedsætter yderligere Myndighedsalderen til det fyldte 13. Aar. Hvem der har konciperet denne Form af Lex regia, kan ikke oplyses, da det ikke hidtil er lykkedes at gjenfinde den karakteristiske, meget storstilede Haandskrift i andre Aktstykker; Rettelser synes derimod at være tilførte af en Haand, som gjenfindes i det tyske Kancellis Koncepter.

Schumachers latinske Udkast til Kongeloven (Nr. 9) findes sammen med det foregaaende blandt de tilfældig samlede Akter