„Arvesukcessionen og Suveræniteten“ (17 h. i.). Det er af Thorkelin registreret som „Fred. III legis regiæ versio latina per P. Griffenfeld“ [1]), og omtales som saadan af Schlegel (D. Statsret I, 195: „en latinsk Oversættelse, der tillægges Schumacher, gjemmes i Gehejmearkivet“). Denne Opfattelse af det mærkelige Aktstykkes Karakter er gammel og stammer formodenlig fra Fr. Rostgaard, som maa være den, fra hvem N. P. Sibbern havde faaet den Afskrift, som han optog i sin Bibliotheca historica dano-norvegica (1716, Pag. 263. 345. Sml. Præfatio og Pag. 104, 313 fl, 325). At den ikke des mindre beror paa en fuldstændig Misforstaaelse, vil man let overbevise sig om selv ved en flygtig Sammenligning med den danske Lovtext, der er en fri Gjengivelse af den latinske, ofte dog med Forbigaaelse af enkelte Sætninger eller med Indskud af andre. Den latinske Text er en omhyggelig Renskrift med Schumachers tydelige Haand; den udgjør et Hefte i lille Kvart paa 13 Blade med forgyldt Snit. I denne Form har den uden al Tvivl været forelagt Kongen, men er senere bleven forsynet med Varianter, Rettelser og Forandringer, altsammen dog med Schumachers Haand. Ved Aftrykket er der gjort Rede for disse Enkeltheder, idet den oprindelige Text er gjenfremstillet, med den senere Bearbejdelse i Anmærkningerne under Siden.[2])
At ogsaa den danske Lovtext her er medtagen (Nr. 10), er dels for at den kunde haves ved Haanden til Sammenligning, dels fordi den alrig har været udgiven nøjagtig efter Originalen. Fredrik Rostgaards kobberstukne Udgave fra Aaret 1709, der ligger til Grund for alle de senere Aftryk, er nemlig meget afvigende og vilkaarlig i sin Retskrivning og gjengiver derved Haandskriftet i en efter Nutidens Opfattelse forvansket Form; man bør formentlig enten holde sig til Originalen eller omsætte den i den nu brugelige Sprogform.
Kongeloven er iøvrigt udstedt i to Originalexemplarer, begge helt igjennem skrevne af P. Schumacher, af hvilke det vigtigste og rigest udstyrede har sin Plads i Gehejmearkivet, det andet paa Rosenborg blandt Regalierne. Saa simpelt og naturligt som dette Forhold end i sig selv er, synes det dog hidtil helt at have unddrager
sig Opmærksomheden, endog i den Grad, at Kong Fredrik IV
