kjender al Verden — saa har han bedet ham spise her til Middag, og saa vil man jo let komme overeens med ham.
Guillaume. Hr. Joseph, siger Du? Skal han spise her? Men saa veed Du da ikke, at jeg i forrige Uge har skrevet ham til, at han aldrig meer maatte understaae sig at sætte sine Been i mit Huus; og han blev saa vred derover, at han svarede Budet, at første Gang han traf mig, saa skulde han... Ja det er ikke fordi jeg er bange for ham, men det indseer Du selv, at det er et Menneske, som jeg paa ingen Maade kan see; og siden han kommer her til Middag, saa har jeg kun een Udvei, og det er at gaae hen og spise paa en Restauration. Der seer Du hvad der kommer ud af det; det er en smuk Øconomie.
Attende Scene.
De Forrige. Marie.
Marie. Herre! det kan ikke nytte at skjule det længere. Kostgængeren — thi han skal nu blande sig i Alt — væltede for lidt siden min Steg, og saa gik der Ild i Skorstenen.
Guillaume. Gud bevares! Og Huset er ikke assureret!
Nittende Scene.
De Forrige. Oscar (med en Serviet om Livet, og holdende et Fad med Kyllinger i Haanden.) Alexander. Josephine.
Oscar. Vær rolig! Saa meget har jeg reddet.
Guillaume og Mad. Guillaume. Og Ilden?
Oscar. Den er slukket. De fortræffelige Brandfolk vare strax ved Haanden, og slukkede den i et Øieblik. Men jeg har ogsaa gjort hvad jeg formaaede: for at sætte Mod i dem, lod jeg hente ti Flasker hvid Viin op fra Kjælderen.
Guillaume. Hvorledes? Har De ladet Brandfolkene drikke al min hvide Viin? Hvorfor kunde de ikke drikke Vand? det have de jo Nok af.
Oscar. Det gjør De aldrig, af Frygt for at Tjenesten skal lide derved. Men da man ikke kan drikke, uden at spise, saa har jeg inviteret dem alle sex til Middag nede i Boutiquen.
Guillaume. Sex Brandfolk har De inviteret til Middag? (han tager Pengesækken som staaer paa Bordet, og giver den til Oscar.) See der, min Herre! Alt vel overlagt og beregnet, vil jeg hellere give Dem Deres Penge tilbage.
Oscar (forundret.) Hvad skal det sige?
Guillaume. Det er 200 Francs, som jeg giver Dem, for at De kan spise til Middag, hvor De har Lyst, kun ikke hos mig.
Oscar. Men hvad skal det sige?
Tyvende Scene.
De Forrige. Mad. Jocard.
Mad. Jocard. Gud bevares, hvor her er mange Fremmede! Ja, jeg har jo nok hørt, at De har taget Kostgængere i Huset, bare for at berøve mig mine Kunder, og skade mig i min Næring. Men det forstaaer sig, Enhver har jo Lov til at gjøre, som han synes, og det er saamæn heller ikke derfor jeg kommer, men blot for at bede om min Qvittering.
Guillaume. Hvad for Qvittering?
Mad. Jocard. Ih, Qvittering for min Huusleie! Jeg var her jo, før, og bragte Marie Pengene; hun maa jo vel have afleveret dem?
Marie. Ja, det er sandt, Madame Jocard var her i Formiddags....
Alexander. Gud! Mad. Jocard! Er De Mad. Jocard?
Mad. Jocard. Ja, min Herre!
Alexander. Som har arvet efter en Onkel, Hr. Floquet i Lyon?
Mad. Jocard. Ja, min Herre!
Alexander. Gud! hvilket Møde. Oscar! det er hende!
Oscar. Arvingen! (kaster Pengesækken til Guillaume.) Madame! De kan ikke troe, hvor det glæder mig at gjøre Deres Bekjendtskab! See, her er min Ven, den unge Floquet, Deres Paarørende, Deres Medarving. O I Blodets og Naturens Baand! Hvor stor er ikke Eders Magt! See, her er hans Døbeseddel (leverer Mad. Guillaume lidt efter lidt, de Papirer. som Alexander giver ham); og her er hans Faders Ægteskabs-Contrakt. Især naar I, efter en Tidlang at have være sønderrevne, knyttes paa ny ved en sympathetisk Hændelse! — Her er Afregning med Farbroderen,... her er Skifterettens Beviis; Alt er i god Orden. Men vi forglemme ikke de nødvendige Hensyn, vi ere ikke uden Følelse og Delicatesse, uagtet vi ere Arvinger, vi erkjende hvad Paarørende skylde hinanden indbyrdes, og vi give Dem en passende Frist til at betale de 30,000 Francs.
Mad. Jocard. Der er ingen Tvivl om; det er ham!
Guillaume (til Alexander.) Hvad hører Jeg? Arver De 30,000 Francs?
Oscar. Ja, som han nedlægger for Deres Datters Fødder. Vort Middagsmaaltid
