8
§ 2. IV.
negotii), hvorved forstaas den Del af Kontraktens Bestemmelser, der gjør den til en Kontrakt af en bestemt Art, i Modsætning til de uvæsentlige Bestemmelser, der ikke kræves af Kontraktens Begreb (accidentalia negotii). I Lejekontrakten er saaledes Aftalen om Brugsoverdragelse mod Vederlag væsentligt Indhold, men Aftalen om, at der skal ydes Renter af Lejesummen, naar den ikke betales i rette Tid, uvæsentlig. Undertiden forstaas ved Kontraktens væsentlige Indhold den Del af dette, som for en Part har været Bestemmelsesgrund for Kontraktens Indgaaelse, jfr. Læren om Forudsætninger nedenf. § 18. Der sondres imellem Hovedydelsen og Bipræstationen, som staar i akcessorisk Forhold til hin, f. Eks. Konventionalbod og Renter. Ved Renter[1] i snævrere Forstand (jfr. § 98. V) forstaas den Godtgjørelse, der ydes en Fordringshaver for Afsavnet af Penge eller andre fungible Ting og er fastsat som en Brøkdel af Hovedydelsen. Endelig sondres der imellem den principale Ydelse og den Ydelse, der skal erlægges, fordi den principale Ydelse ikke erlægges, som Ækvivalent for denne og dens Udeblivelse, Opfyldelsesinteressen. Efter en strængere Sprogbrug betegnes denne sidstnævnte Ydelse, naar Grunden til, at Skyldneren skal erlægge den, er den, at hans Ikke-Opfyldelse var retsstridig, som en Erstatningsydelse, hvorimod den betegnes som en Subsidiærydelse eller Garantiydelse, naar den skal erlægges, uagtet Ikke-Opfyldelsen ikke var retsstridig, se nedenf. § 41, men i Almindelighed bruges Udtrykket Erstatningsydelse som Fællesbetegnelse for begge Arter. Pligten til at yde Opfyldelsesinteressen er en Underform af Pligten til at yde Erstatning[2] ↄ: Godtgjørelse for en Skade. Erstatningspligtens Omfang bestemmes undtagelsesvis (f. Eks. § 29. III, § 145. I. 3) ved en objektiv Maalestok, det krænkede Godes almindelige Værdi (vera rei æstimatio)[3]
men i Almindelighed bestemmes det individuelt, saaledes at det
