102
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
nogle gamle Venner hvert Aar lige efter Midsommer. Han syntes fra gammel Tid bedst om at rejse igennem Landet, medens Kløveren endnu duftede paa Engene, og blaa og gule Sommerblomster stode langs Vejkanten i to lange, lige Rækker.
I Aar var Obersten næppe naaet ud paa den store Landevej, før han mødte sin gamle Ven Fændrik v. Ørneclou. Og Fændriken, som hele Aaret rundt var ude paa Rejser og kendte alle Gaarde i Värmland, gav ham et godt Raad. „Rejs til Halstanäs og hils paa Fanejunker Vestblad,“ sagde han til Obersten. „Jeg vil blot sige dig, min Bro'r, at jeg ved ikke en Gaard i hele Landet, hvor man har det bedre.“
„Hvad er det for en Vestblad, du taler om,“ spurgte Obersten. „Du mener da vel ikke den gamle Fanejunker, som Majorinden satte paa Porten?“
„Det er netop ham,“ sagde Fændriken, „men Vestblad er ikke mere den, han var. Han er bleven gift med en fin Frøken, med et rigtig solidt Fruentimmer, Oberst, som har gjort en Mand at ham. Det var en uventet Lykke for Vestblad, at en saa brillant Pige blev indtagen i ham. Hun var ikke just ung længere, men Vestblad var heller ingen Springfyr. Du skulde rejse til Halstanäs, min Bror, og se hvilke Vidunder, Kærligheden kan udvirke.“
Og saa rejste Obersten til Halstanäs for at se, om Ørneclou talte Sandhed. Han havde nok engang imellem tænkt paa, hvad der vel var blevet
