136
GRAVSKRIFTEN.
Men om ogsaa han vilde kunne nøjes med den ene lille Blomst, vil saa hun selv kunne det? Kan hun virkelig faa ham rigtig ind til sig paa den Maade?
Vil han ikke mærke, at hun skammer sig over ham? Vil han ikke forstaa, hvilken Skændsel det har været for hende, at han blev født? Nej, hun maa værne ham mod dette. Han skal kun tro, at Lykken ved at have faaet ham vejer op mod alt andet.
Endelig viger Vinteren. Man ser, at det vil blive Vaar. Snedækket smelter bort, Jorden begynder at titte frem. Endnu varer det nok et Par Uger, inden Frosten gaar af Jorden, men der er da Haab om, at de døde snart kan slippe ud af Lighuset. Og hun længes — hun længes saa uendelig derefter.
Kan hun endnu se ham for sig? Hun prøver hver Dag. Men det gik lettere, dengang det var Vinter. Nu det bliver Vaar, svinder han ligesom bort for hende. Da bliver hun fortvivlet. Om hun dog snart kunde komme til at sidde ved Graven og atter være ham nær, saa hun kunde se ham igen, elske ham. Skal han da aldrig lægges ned i sin lille Grav?
Hun maa komme til at se ham igen, se ham hele Livet igennem — hun har jo ingen anden at elske....
Tilsidst svinder al Ængstelse, alle Betænkeligheder for denne hendes store Længsel. Hun elsker, hun elsker, hun kan ikke leve uden den
