145
GUDSFREDEN.
om Døden slet ikke pinte ham. Han følte en vis Glæde ved at tænke paa, at naar han var død, vilde hele hans Levnedsløb blive oplæst i Kirken. Han tænkte paa, hvor smukt den gamle Provst havde talt over hans Fader, og nu vilde der ganske sikkert ogsaa blive sagt noget smukt om ham. Der vilde blive sagt, at han havde ejet den ældste Gaard i Landsbyen, og Provsten vilde tale om den Ære, det er, at høre til en anselig Æt. Og saa vilde der blive talt om Ansvaret.
Ja vist var der Ansvar ved den Ting, det havde han altid vidst. Man maatte holde ud til det yderste, naar man var en af Ingmarsønnerne.
Det foer igennem ham som et Stød, at det var ikke sømmeligt for ham at blive funden død af Kulde oppe i den vilde Skov. Han vilde ikke have det ind i sit Eftermæle. Og saa stod han op igen og gav sig til at gaa. Da havde han siddet saa længe, at der styrtede hele Snemasser ned fra hans Pels, saa snart han rørte sig.
Men lidt efter sad han igen og drømte.
Nu meldte Tanken om Døden sig endnu blidere. Han tænkte hele Begravelsen igennem og al den Ære, der vilde blive bevist hans døde Legeme.
Dér saa han det store Gildebord dækket i Salen ovenpaa; Provsten og Provstinden i Højsædet, Lagmanden med det hvide Kalvekrøs udbredt over det smalle Bryst, Majorinden i fuld Puds, i nedringet Silkekjole og hele Halsen dækket af Perler og Guld.
