154
GUDSFREDEN.
Provsten tav stadig, og da vedblev Konen ivrigere: „Jeg skal sige Provsten, at havde min Mand forbrudt sig mod Konge eller Foged, eller havde jeg været nødt til at skære ham ned af Galgen, skulde han alligevel have faaet en hæderlig Begravelse, som hans Fader før ham; thi Ingmarsønnerne er ikke bange for nogen, og der er ingen, de behøver at gaa af Vejen for. Men om Julen har Gud sat Fred mellem Dyr og Mennesker, og det stakkels Dyr holdt Guds Bud, men vi brød det, og derfor er vi nu under Guds Straf. Og det sømmer sig ikke for os at træde op med Brask og Bram.“
Provsten rejste sig og gik hen til Konen.
„Hvad I siger, er ret,“ sagde han, „og I skal følge Eders egen Samvittighed.“ Og uvilkaarlig tilføjede han, maaske mest for sig selv: „Ingmarerne er storslaaede Folk.“
Den gamle Kone rettede sig lidt ved disse Ord. I dette Øjeblik saa Provsten hende som Symbol for hele Slægten. Han forstod, hvad der Aarhundrede efter Aarhundrede havde givet disse tunge, tavse Mennesker Magt til at blive hele Sognets Ledere.
„Det tilkommer Ingmarsønnerne at give Folk et godt Eksempel,“ sagde hun. „Det tilkommer os at vise, at vi er ydmyge for Gud.“
