158
SPØGELSEHAANDEN.
store, tilrøgede Fabrik. Det gjorde godt at tænke paa, at hun ikke var vokset op ude paa Landet i drømmende Ensomhed; saa havde Overtroen maaske virkelig slaaet Rod i hende. Men nu da hun altid havde levet her midt i denne faktiske, støjende Virkelighed — — —
Han drejede om Hjørnet ved Fabriken, hvor Vinden peb ham i Møde, ligesaa faktisk og virkelig som sædvanlig, og gik opad den høje Stentrappe ind i Huset.
Saa — nu var han nær ogsaa bleven forskrækket. I Forstuen stod en høj Skikkelse, tæt indhyllet i et sort Sjal. Tante Malene i egen høje Person var kommen ned for at lyse ham op ad Trappen.
„Hvordan gaar det med Ellen?“ spurgte Doktoren.
„Det var godt, du kom saa snart,“ sagde Tante Malene. „Jeg ved ikke, hvad der er i Vejen med hende. Nu maa du selv se.“
Hun løb næsten op ad Trappen, saa gammel som hun var. Og at tænke sig, at Tante Malene stillede sig i Kulden nede i Forstuen for at vente paa ham. Hun havde naturligvis været saa urolig og havde bildt sig ind, han kom før, naar hun gik ham i Møde. Først nu fik Doktoren et levende Indtryk af, at der virkelig var Fare paa Færde.
Ærgerligt var det, om der nu skulde komme noget i Vejen med det lille Pigebarn deroppe, som han havde valgt til Hustru. Han havde ikke
