163
SPØGELSEHAANDEN.
bleven ham imod. Han skulde tænke paa hende som Patient, ikke som vordende Hustru.
„Hvad er det, Ellen?“
Hun svarede ikke.
„Mig maa du sige det, hører du“, sagde han lidt strengt.
Hun saa paa ham; det var, som om et Glimt af Haab skød op i hendes Øjne.
„Du faar Ro, saasnart du siger det.“
Det var Synd for hendes, smukke lyseblaa Øjne. De plejede altid at hvile paa den, hun talte med, med en Glans ligesaa rolig som Solens. Nu var de maaske mere straalende. Men de havde en Glans, som han egentlig slet ikke satte Pris paa.
Hun kæmpede voldsomt med sig selv. Hun kunde ikke holde sit Underansigt stille. Hun stoppede sit Lommetørklæde mellem Tænderne, for at man ikke skulde høre dem klapre.
Endelig hørte han hende sige nogle Ord. Hun sad og slog Hænderne mod hinanden og tænkte højt. „Jeg maa sige ham det. Det maa jeg. Ellers kommer den igen. Ja, den kommer igen.“
Saa gav hun sig til at tale, og han blev underlig nedslaaet ved det. Det lignede mest den Stemning, man hensættes i, naar man gaar i Procession og er i Kjole, og der saa kommer en Skylregn. Man syntes, man mister hele sin Storhed og Værdighed.
Pludselig bekendte hun, at hun ikke holdt af
