171
SPØGELSEHAANDEN.
Hun forstod naturligvis ikke sig selv, ikke i mindste Maade. Aa — — Han trak Vejret dybt. Al Tristhed var borte. En jublende Sejrsglæde fo'er igennem ham. Blot med en eneste Kraftanstrengelse havde han talt sig hendes Kærlighed til. Hun havde jo kun trængt til, at han skulde vise, han brød sig om hende.
Han tog Forlovelsesringen og satte den roligt tilbage paa hendes Ringfinger. „Ingen Taabeligheder,“ sagde han, da hun vilde trække Haanden til Sig.
„Men,“ sagde hun. „Jeg ved ikke, jeg tør ikke —“
„Men jeg tør,“ sagde Doktoren. „Jeg har aldrig været af dem, der har løbet min Vej fra Lykken.“
Han gik ud i Entreen, fik fat paa sin Overfrakke og kom ind igen for at faa sin Cigar tændt.
„Din Stakkel," sagde han, mens han tog et Par Drag. „Nu er du jo netop lænket og bunden til at elske mig. Ellers kommer nok Haanden og knuger Livet af dig.“
