174
FUGLEUNGEN.
Mo'r, alligevel. Jeg vilde sandfærdig ikke være i hendes Sted og rejse der hen, hvor hun nu rejser. Nej, saa sandelig om jeg vilde!“
„Nej, hvordan skulde det vel ogsaa gaa dig, din gamle, tykke Bager,“ siger Moder, som ser, at Fader er saa urolig for Barnet, at han trænger til at kvikkes op med lidt Spøg. Og Fader ler, for det har han lige saa let ved som ved at græde. Og saa gaar de gamle ind i Butiken igen.
Imidlertid er Fugleungen, det lille Fnug, den lille Silkeblomst, ved ret godt Mod, mens hun kører hen ad Vejen. Lidt bange for Kæresten er hun jo naturligvis, men i Grunden er Fugleungen lidt bange for alle Mennesker, og det er godt for hende, for derfor gør alle Mennesker sig Umage for at vise hende, at de ikke er saa slemme.
Aldrig har hun haft saadan en Respekt for Maurits som i Dag. Nu da de har Gyden og alle hendes Venner bag sig, synes hun, at Maurits ligefrem svulmer op til noget stort. Hatten og Flipperne og Bakkenbarterne bliver ganske stive, og Sløjfen paa hans Halsbind bruser. Stemmen bliver ligesom tyk i Halsen paa ham, og han har ondt ved af faa den frem. Hun føler sig lidt forknyt ved det; men det er alligevel stolt at se Maurits i al hans Glans.
Maurits er saa klog, han har saa mange Formaninger — man skulde næppe tro det, men Maurits taler kun Fornuft hele Vejen. Men saadan
