187
FUGLEUNGEN.
Gaffel faldt med vældig Klirren ud af Hænderne paa hende og ned paa Tallerkenen.
Men Patron Teodor havde ikke vist den ringeste Barmhjertighed, men fortalt videre, til han kom til det gode Jarleord: „Havde min Broder ladet dette ugjort, saa havde jeg gjort det selv.“ Det havde han sagt med saadan et morsomt Udtryk, at hun ikke kunde andet end se op og møde Blikket fra hans leende brune Øjne.
Og da han saa Skrækken stirre hende ud af Øjnene, havde han givet sig til at le som en rigtig Skoledreng. „Hvad tror Bjergraadinden,“ raabte han, „at Bengt Lagmand tænkte, da han kom hjem og hørte det: „Havde min Broder.... Jeg antager han blev hjemme næste Gang.“
Fugleungen fik Taarer i Øjnene, og Onkel. som saa det, gav sig til at le endnu voldsommere. Det var, som om han vilde sige: „Ja, det er en rar Talsmand, min Brodersøn har valgt sig. Du er nok allerede falden ud af Rollen nu, min lille Pige!“ Og hver Gang hun havde set paa ham, havde de brune Øjne gentaget: „Havde min Broder ladet dette ugjort, saa havde jeg gjort det selv.“ Egentlig var Fugleungen ikke sikker paa, at Øjnene ikke havde sagt Brodersøn. Og tænk, som hun havde baaret sig ad. Hun havde givet sig til at græde højt og var styrtet ud af Stuen.
Men det var ikke den Gang, „det“ kom, og heller ikke paa Formiddagsturen.
Da var det noget helt andet, der gik for sig. Da var hun betagen af Glæde over den smukke
