190
FUGLEUNGEN.
tog det efter Orden og viste hende Fadebur og Brændehus og Vognskur og Rullestue. Saa førte han hende gennem Arbejdshestenes Stald og gennem Kørehestenes, viste hende Huggehus og Folkestue, Selekammer og Karlekammer. Hun blev lidt forvirret over alle de mange Slags Kamre, som Patron Teodor havde fundet det nødvendigt at indrette paa sin Gaard, men hendes Hjerte brændte af Begejstring ved Tanken om, hvor dejligt det maatte være at have alt dette at regere over. Saa hun blev ikke træt, skønt de ogsaa var inde i Faarehus og Svinesti og kiggede ind til Hønsene og Kaninerne. Hun undersøgte troligt Væverstue og Mælkestue, Røgeri og Smedje, alt under voksende Begejstring. Saa gik de over store Lofter, Tørreloftet til Tøj og Tørreloftet til Brænde, Høloftet og Loftet til tørt Løv, som Faarene skulde have.
Den slumrende Husmoder i hende vaagnede til Liv og Bevidsthed ved al denne Fuldkommenhed. Men mest af alt rørte det store Bryggers hende og de to pæne Bagerser med den rummelige Ovn og det store Bord.
„Det skulde Moder bare se,“ sagde hun.
Inde i Bagerset havde de siddet og hvilet, og hun havde fortalt om sit Hjem. Det kunde hun godt gøre til Onkel. Han var allerede som en Ven, skønt hans brune Øjne lo ad alt, hvad hun sagde.
Der var saa stille derhjemme, intet Liv, ingen Afveksling. Hun havde været sygelig som Barn,
