8
KEJSERINDENS PENGEKISTE.
linger. Hun havde røde højhælede Sko med store Diamantspænder over Vristen. Saadan ser hun ud, hun, der regerer over vort Vestflandern den Dag i Dag.
Nu talte hun til Kystboerne og sagde dem sin Villie. Hun fortalte dem, hvorledes hun havde grublet over Midler til at hjælpe dem. Hun sagde, at de vidste jo nok, hun kunde ikke tvinge Havet til Ro eller lænkebinde Stormen, at hun ikke kunde føre Fiskestimerne ind under Kysten eller forvandle Marehalmen til Hvede. Men hvad hun som et stakkels Menneske kunde gøre for dem, det skulde blive gjort.
De laa alle paa Knæ, medens hun talte. Aldrig før havde de følt et saa mildt og moderligt Hjerte slaa for dem. Kejserinden talede saaledes med dem om deres haarde, strenge Liv, at de fik Taarer i Øjnene over hendes Medlidenhed.
Men nu, sagde Kejserinden, havde hun besluttet at efterlade hos dem sin kejserlige Pengekiste med alle de Skatte, den indeholdt. Det skulde være hendes Gave til alle dem, der boede paa Dünerne. Det var den eneste Hjælp, hun kunde yde dem, og hun bad dem tilgive, at den var saa ringe. Og hun havde selv Taarer i Øjnene, da hun sagde dette.
Hun spurgte dem nu, om de vilde love og sværge ikke at bruge af Skatten, førend Nøden iblandt dem var saa stor, at den ikke kunde blive større. Dernæst: om de vilde sværge at lade den gaa i Arv til deres Efterkommere, hvis de
