205
FUGLEUNGEN.
Stilke, Vingerne, der flyver bort fra Sommerfuglen, Sangen, der forlader Fuglene.
Og han indser, at naar Solen staar op, vil hans Have være ganske ødelagt. Tom, nøgen og tavs vil Vinteren herske der, men ingen Sommerfugleleg, ingen Fuglesang.
Han bliver derude, lige til Lyset vender tilbage, og han bliver næsten forbavset, da han ser Ahorntræernes mørke Løvmasser. „Hvad,“ siger han, „hvad var det da, der blev hærget, naar det ikke var Haven? Her mangler ikke saa meget som et Græsstraa. For Pokker, det bliver nok mig, der kommer til at leve i Vinter og Kulde fra nu af, ikke Haven. Det er, som om hele Livsmodet var flygtet. Aa, din gamle Nar, dette her gaar vel over som alt andet! Det er altfor meget Staahej for det Smule Pigebarn.“
IV.
Hvor „det“ opfører sig forfærdeligt upassende nu denne Morgenstund, da de skal rejse. I de to Dage, de er blevne der efter Ballet, har „det“ snarere været noget æggende, noget oplivende, men nu, da Fugleungen skal rejse, da „det“ indser, at det for Alvor er forbi, at det ikke kommer til at spille nogen Rolle i hendes Liv, da
