207
FUGLEUNGEN.
hytten er det dejligste paa Jorden. Naa, Anne-Marie!“
Nu løfter hun Øjnene. Der er Taarer i dem, og gennem Taarerne rammer der Maurits et Blik, fuldt af Angst og Bebrejdelse. At han dog ikke forstaar nogen Ting, at han dog nødvendigvis skal lege med Ilden. Saa vender hun sig til Patron Teodor, men ikke paa den bly, barnlige Maade, hun plejede, men med en vis Højhed i sit Væsen, med noget af en Martyr, af en fanget Dronning.
„Onkel gør for meget for os,“ siger hun blot.
Saa er da alt afgjort i Overensstemmelse med Ærens Fordringer. Der er ikke flere Ord at spilde paa den Ting. Han har ikke berøvet hende Troen paa den, hun elsker. Hun har ikke røbet sig. Hun er tro imod ham, som har valgt hende til sin Brud, skønt hun kun er en fattig Pige fra en lille Bagerbutik i Strædet.
Og saa kan Giggen køre frem, Vadsækken lukkes, Madkurven pakkes.
Patron Teodor rejser sig fra Bordet. Han stiller sig henne ved et Vindue. Fra det Øjeblik af, hun vendte sig om til ham med Taarer i Øjnene, er han fra Sans og Samling. Han er komplet gal, i Stand til at kaste sig over hende, trykke hende ind til sig og raabe til Maurits, at nu maa han komme og rive hende bort, hvis han kan.
Han har Hænderne i Lommen. Der gaar
