213
FUGLEUNGEN.
indsmigre os. Meget vilde vi have, og ingenting vilde vi give andet end Forstillelse. Vi havde ikke i Sinde at sige: „Hjælp os, for vi er fattige og holder af hinanden,“ men vi vilde smigre og logre, til Onkel blev indtagen i mig eller i dig, det var Meningen. Men vi agtede ikke at give noget igen, hverken Kærlighed eller Agtelse eller en Gang Taknemmelighed. Og hvorfor tog du ikke herhen alene, hvorfor skulde jeg med? Du vilde vise mig frem for ham, du vilde have, at jeg, at jeg…“
Patron Teodor rejser sig, da han ser Maurits løfte sin Haand imod hende. Thi nu er han færdig med sit Regnestykke og følger med, hvad der sker, med Hjertet ulmende af Haab. Og det er, som dette samme Hjerte var fløjet op paa vid Gab for at modtage hende, da hun nu udstøder et Skrig og flygter ind i hans Favn, flygter derind uden Tvivl eller Betænkning, ganske som om der ikke fandtes noget andet Sted paa Jorden at flygte til.
„Onkel, han vil slaa mig.“
Og hun trykker sig fast, fast ind til ham.
Men Maurits er nu rolig igen. „Tilgiv min Heftighed, Anne-Marie,“ siger han. „Det gjorde mig ondt at høre dig tale saa barnagtigt i Onkels Nærværelse. Men Onkel forstaar jo nok, at du ikke er andet end et Barn. Men jeg indrømmer, at ingen Vrede, selv om den er nok saa retfærdig, giver en Mand Ret til at slaa en Kvinde.
