238
SKOVDRONNINGEN.
for sammen ved Synet af en svirrende Guldsmed, ved Synet af de hvide Aakander, der skinnede i det skønne Mørke inde mellem Sivene.
Og atter lød Sangen: „Pan, du Skovens Hersker!“
De havde opgivet al Tanke om Handel. De følte, at de stod ved Indgangen til Gudernes Boliger. Alle jordiske Bekymringer havde forladt dem. Da, paa eengang — lige i Mundingen af en af Dyrestierne —
Der stod et Elsdyr, et kongeligt Dyr med bred Pande og en Skov af Spidser paa Hornene.
Der blev en aandeløs Tavshed paa Triremen. Aarene stemmedes mod Vandet for at standse Farten. Silvius Antonius rejste sig fra sit Purpurleje.
Alles Øjne var fæstede paa Elsdyret. Man syntes, man kunde skimte, at det bar noget paa sin Ryg, men Mørket i Skoven og de nedhængende Grene gjorde det umuligt at se tydeligt.
Det vældige Dyr stod længe og vejrede med sin Snude vendt mod Triremen. Endelig lod den til at indse, at der ikke var nogen Fare. Den gjorde et Skridt ned mod Vandet. Bag de brede Horn skimtede man nu tydeligere noget lyst og hvidt. Mon Elsdyret bar en hel Høst af vilde Roser paa sin Ryg?
Skibsmandskabet gjorde nogle forsigtige Bevægelser med Aarene. Triremen kom Dyret nærmere. Den flyttede sig ligesom af sig selv stadig nærmere til Sivkanten.
