256
SIGRID STORRAADE.
Og hun var bleg som Hel, da hun vendte sig fra ham og besteg sit Skib.
Næste Nat havde Kong Olaf en sælsom
Drøm.
Hvad han saa for sig, var ikke Jorden, men Havbunden. Det var en graagrøn Mark, hvorover Vandet stod mange Favne højt. Han saa Fiske svømme paa Rov, saa Skibene glide forbi oppe paa Vandfladen som mørke Skyer, og Solskiven saa han blinke mat som en bleg Maane.
Da kom den Kvinde, han havde set i Kirkedøren, vandrende henad Havbunden. Hun havde den samme ludende Gang og de samme slidte Klæder, som da han mødte hende, og hendes Ansigt var endnu sorgfuldt.
Men idet hun vandrede frem paa Havbunden, skilte Vandet sig ad foran hende. Han saa, at det, ligesom i dyb Ærbødighed, hævede sig til Søjler og rundede sig til Hvælvinger, saa at hun gik som i den herligste Tempelhal.
Pludselig saa Kongen, at Vandet, der hvælvede sig over Kvinden, begyndte at skifte Farve. Pillerne og Hvælvingerne blev først lyserøde, men snart fik de en stærkere Farve. Hele Havet rundt om var ogsaa rødt, som om det var forvandlet til Blod.
Paa Havbunden, hvor Kvinden gik, saa Kongen sønderbrudte Sværd og Pile, brustne Buer og Spyd. Først var der ikke saa mange, men jo
