268
ASTRID.
Søster gik i Gyldenstykke? Er jeg ikke Kongedatter, selv om min Stedmoder har ladet mig vogte Gæs og Ænder og ladet mig smage Trællepisken? Og er jeg en Kongedatter, hvorfor spørger du da ikke mig, om jeg vil gifte mig med Olaf Haraldssøn? Se, jeg har gult og kruset Haar, der skinner om mit Hoved som en Sol. Se, jeg har straalende Øjne, jeg har blomstrende Kinder. Hvorfor skulde Kong Olaf ikke bejle til mig?“
Hun fulgte efter Hjalte over Gaarden helt hen til Kongshallen. Men Hjalte agtede ikke mere paa hendes Klager, end en brynjeklædt Kæmpe agter en Drengs Stenkast. Han brød sig ikke mere om hendes Ord, end om hun havde været en sladrende Skade i Trætoppen.
Ingen skal tro, at Hjalte lod sig nøje med at have vundet Ingegerd for sin Konge. Nej, den følgende Dag tog den gamle Islænder Mod til sig og talte med Oluf Skøtkonning om Olaf Haraldssøn. Men han fik næppe Lov til at komme til Orde; Kongen afbrød ham, saa snart, han nævnede hans Fjendes Navn. Hjalte saa, at den ædle Prinsesse havde Ret. Han syntes, han aldrig havde set bitrere Had.
„Men dette Giftermaal vil alligevel komme i Stand,“ sagde Hjalte. „Det er Guds Vilje, Guds Vilje!“
