278
ASTRID.
ningen af Sommeren. Allerede havde Urhønens muntre Unger faaet stærke Fjer i den kløftede Hale og Stivhed i de runde Vinger, allerede havde de begyndt at flagre omkring imellem Fyrreskovens tætte Grene med rappe, larmende Vingeslag.
Da skete det en Morgenstund, at Sveakongen kom ridende hen over Sletten. Han kom hjem fra en heldig Jagt. Ved hans Sadelknap hang der en glinsende blaasort Urhane, en bister gammel Fyr med røde Øjenbryn, samt fire af dens halvvoksne Unger, der endnu, formedelst deres Ungdom, var klædt i spraglet Klædedragt. Og Kongen var meget stolt. Han tænkte paa, at det var ikke hver Mands Sag en Morgenstund at hente et saadant Jagtbytte med Falk og Høg.
Men den Morgen stod Prinsesse Ingegerd og hendes Terner og hvilede sig ved Borgeled og ventede paa Kongen. Og blandt Ternerne var der en, der hed Astrid; hun var lige saa vel som Ingegerd Datter af Sveakongen, skønt hun var født af en ufri Moder og derfor blev behandlet som Trælkvinde. Og denne unge Terne stod der og viste sin Søster, hvorledes Svalerne flokkede sig ude paa Markerne og valgte sig Anførere til den lange Rejse. Hun mindede hende om, at Sommeren snart var forbi, denne Sommer, der skulde have været Vidne til Ingegerds Bryllup, og æggede hende til at spørge Kongen, hvorfor hun ikke maatte rejse til Kong Olaf. Thi Astrid havde Lyst til at følge sin Søster paa Rejsen.
