286
ASTRID.
lød Englens Ord, skal eje dette Land til evig Tid. Og idet han sagde dette, var Drømmen forbi.“
Hjalte søgte nu at forklare Astrid, at ligesom Morgenrøden mildner Overgangen fra Natten til den sollyse Dag, saaledes havde Gud ikke villet, at Kong Olaf straks skulde fatte, at Drømmen varslede ham en overmenneskelig Ære. Kongen havde ikke forstaaet, at Guds Vilje var den, at han fra en af Himlens Troner skulde herske over Norges Land evindelig, at Konger skulde komme, og Konger gaa, men den hellige Kong Olaf skulde vedblive at styre sit Rige til evig Tid.
Kongens Ydmyghed brød Lysets fulde Klarhed, og han fortolkede Englens Ord saaledes, at han og hans Æt skulde for bestandig herske over det Land, Englen havde vist ham. Og saasom han troede at genkende sine Fædres Rige i dette Land, saa styrede han Kaasen derhen, og hjulpen af Lykken blev han snart Landets Konge.
„Og saaledes staar det endnu, Astrid. Vel tyder alting paa, at der bor en himmelsk Kraft i Kong Olaf, dog tvivler han endnu og tror, at han ikkun er kaldet til at være en jordisk Konge. Endnu griber han ikke efter Helgenkronen. Men nu kan den Stund ikke være fjern, da han maa have fuld Klarhed over sin Opgave. Den kan ikke være fjern.“
Og den gamle Hjalte talte videre, medens Seerglansen straalede i hans Sjæl og paa hans Pande.
„Findes der vel nogen anden Kvinde end Ingegerd, der ikke vilde blive forkastet af Olaf Ha-
