287
ASTRID.
raldssøn og forjaget fra hans Side, naar han fatter Englens Ord, at han skal være Norges Konge til evig Tid? Findes der nogen, som da kan følge ham paa hans høje Vandring, uden Ingegerd?“
Og atter vendte Hjalte sig til Astrid og spurgte med stor Strenghed: „Svar mig nu og sig, om du vil tale Sandhed for Kong Olaf?“
Astrid var bleven saare bange. Hun svarede ydmygt: „Hvorfor vil du ikke følge mig til Kongshelle? Da vil jeg blive nødt til at røbe det hele. Ser du ikke, Hjalte, at jeg ved ikke selv, hvad jeg vil? Hvis det var min Hensigt at bedrage Kongen, kunde jeg jo love dig, hvad du ønsker. Jeg behøvede jo blot at faa dig til at rejse videre. — Men jeg er svag; jeg beder dig blot, om du vil følge med mig.“
Men næppe havde hun sagt dette, førend hun saa Hjaltes Ansigt blusse i grum Harme. „Hvi skulde jeg hjælpe dig til at undgaa den Skæbne, der venter dig?“ spurgte han.
Og saa sagde han, at han syntes ikke, at han havde nogen Grund til at vise hende Barmhjertighed. Han hadede hende for hendes Synd imod Søsteren. Den Mand, hun vilde stjæle, Tyv som hun var, han tilhørte Ingegerd. En hærdet Kæmpe som Hjalte maatte stønne af Smerte, naar han tænkte paa, hvad Ingegerd havde lidt. Men Astrid havde intet følt. Midt i den ædle Ungmøs Smerte var hun kommen med ond og grum List og havde kun søgt sin egen Glæde. Ve over Astrid, ve hende!
