301
ASTRID.
saa han forstod, hvad Grunden var til hendes Fortvivlelse. „Hun har forbrudt sig,“ tænkte han. „Hun har en Synd paa sin Samvittighed.“
Han bøjede sig ned over Astrid. „Sig mig, hvad du har forbrudt dig med,“ sagde han.
Astrid havde kastet sig ned paa Broens grove Planker i fortvivlet Graad.
„Saaledes græder en skyldfri ikke,“ tænkte Kongen. „Men hvorledes kan den ædle Kongedatter have draget en saa tung Byrde over sig?“ spurgte han sig selv. „Hvorledes kan den høje Ingegerd have en Forbrydelse paa sin Samvittighed?“
„Ingegerd, sig mig, hvad du har forbrudt?“ spurgte han paany.
Men Astrids Strube var sammensnøret af Hulken, og hun kunde ikke svare. I Stedet for strøg hun Armringe og Fingerguld af sig og rakte det med bortvendt Ansigt til Kongen.
Kongen tænkte kun paa, hvor lidet dette lignede den fromme Kongedatter, Hjalte havde talt om. „Er det Hjaltes Ingegerd, der hulker for mine Fødder?“ tænkte han.
Han bøjede sig ned og greb Astrid i Skulderen. „Hvem er du, hvem er du?“ sagde han og ruskede hende i Armen. „Jeg ser, at du kan ikke være Ingegerd. Hvem er du?“
Astrid hulkede endnu saa stærkt, at hun ikke kunde tale. Men for at give Kongen Svar paa, hvad han vilde vide, trak hun sit lange Haar ned,
