304
ASTRID.
Nu følte han, at Sværdhjaltet brændte ham i Haanden.
Kong Olaf sagde højt til sig selv: „Fordum var du mange Lysters Slave. Nu har du kun een Herre, og det er Gud.“
Med disse Ord stak han Sværdet i Skeden og gav sig til at gaa frem og tilbage paa Bryggen. Astrid var bleven liggende i samme Stilling. Kong Olaf saa, at hun krøb sammen i Dødsangst, hver Gang han gik forbi hende.
„Jeg vil ikke dræbe dig, “ sagde han, men hans Stemme lød haard af Had.
Endnu en Stund gik Kong Olaf frem og tilbage paa Bryggen. Saa kom han hen til Astrid og spurgte hende med den samme haarde Stemme om hendes virkelige Navn; og det kunde hun svare paa.
Han saa paa denne Kvinde, som han havde skattet saa højt, og som nu laa for hans Fødder som et skadeskudt Dyr. Han saa ned paa hende, som en død Mands Sjæl medynksomt ser ned paa det stakkels Legeme, der engang var dens Bolig.
„O, du min Sjæl,“ sagde Kong Olaf, „der var det, du boede i din Kærlighed, og nu er du saa hjemløs som en Tigger.“
Han traadte nærmere til Astrid og talte, som om hun ikke mere var levende og kunde høre, hvad han sagde.
„Man havde sagt mig, at der var en Kongedatter, hvis Hjerte var saa højt og helligt, at hun
