309
ASTRID.
sine Øjne til hans Ansigt. Da udstødte hun et Skrig i Forfærdelse.
„Kong Olaf, dit Ansigt skinner!“
Medens Astrid talte, havde Gud Herren opladt Kong Olafs Øjne for et Syn.
Han saa alle Himmelens Stjerner forlade deres Plads og flyve omkring i Himmelrummet som sværmende Bier. Men pludselig havde de alle samlet sig over hans Hoved og dannet en straalende Krone.
„Astrid,“ sagde han med bævende Rest. „Gud har talt til mig. Det er sandt, hvad du siger. Jeg skal blive en af Guds hellige.“
Hans Stemme skjalv af Bevægelse, og hans Ansigt skinnede i Natten.
Men da Astrid saa det Lys, der omstraalede hans Hoved, rejste hun sig. For hende var det sidste Haab blegnet.
„Nu vil jeg gaa,“ sagde hun. „Nu ved du, hvem du er; aldrig mere kan du taale mig ved din Side. Men tænk i Mildhed paa mig. Uden Fryd og Lykke har jeg levet hele mit Liv. I Pjalter har jeg gaaet, Slag har jeg taalt. Tilgiv mig, naar jeg er borte. Min Kærlighed har ikke skadet dig.“
Da Astrid i tung Fortvivlelse skred bort over Bryggen, vaagnede Olaf Haraldssøn af sin Henrykkelse. Han skyndte sig efter hende.
„Hvorfor vil du gaa?“ sagde han. „Hvorfor vil du gaa?“
