315
MARGRETE FREDKULLA.
til at raabe endnu højere end før: „Prinsessen kommer, jeg har set Prinsessen!“
Og for at man skulde tro ham, gav han sig til at fortælle om Kronen, der var som en Blomst med Perledug, og om Saddeldækkenet, der skinnede som den røde Fluesvamp.
Men da traadte den gamle Sigrid Torsdatter frem af Hoben. Hun svang sin Stav i Luften og raabte:
„Hvem er det, som siger, at Prinsessen kommer? Jeg ved, hvad det er, der kommer, jeg ved det! Hele den lange Vinter har jeg siddet ensom i min Hytte og set Røgen hvirvle op fra Arnen. Men hver Kvæld var Røgen fuld af Tegn. For mine Øjne var den fuld af Skikkelser, der bar Brynjer og Vaaben. Og fuldtvel ved jeg, hvad det betyder, naar Røgen er fuld af Krigere. De er Forvarsel for andre, som en mørk Nat, mens vi sover, kommer listende hen til vore Huse. Vi hører dem ikke, naar de kommer, thi vi sover, men vi vaagner, naar den røde Hane begynder at gale over vore Hoveder, naar vi er ved at kvæles i vore røgfyldte Hytter, naar den norske Konges Folk opløfter deres Sejrsraab uden for de brændende Vægge.“
Der gik en Angstens Gysen igennem dem alle, da de hørte Sigrid Torsdatters Ord, men Kulsvierdrengen stillede sig i Vejen for hende.
„Jeg bryder mig ikke om dine Røgskyer,“ sagde han. „Jeg har set Prinsessen. Fin og fager skinner hun under Guldkronen.“
