316
MARGRETE FREDKULLA.
Per Smed, der frygtede for de stakkels Menneskers gækkede Haab, kastede sig over Rasmus Kulsvierdreng og slæbte ham hen til Jordhulen, hvor han havde sin Smedje, trak Knægten derind og væltede den store Sten for Indgangen, som han brugte i Stedet for Dør.
Men Rasmus skreg uafladelig:
„Jeg har set Prinsessen, og jeg synes, I skulde glæde jer over, at hun kommer.“
Men næppe havde Per Smed skaffet Kulsvierdrengen af Vejen, før en Mand, der i flere Aar havde vanket fredløs om i Storskoven, kom ned til Byen. Han saa ud som et vildt Dyr i sin Skindkjortel og med det lange, uklippede Skæg, men han lo højt af Glæde, idet han kom løbende, og han svang en grøn Gren over sit Hoved som et Fredstegn. Han løb igennem hele Byen, og paa hver eneste en af de sorte Brandtomter standsede han og raabte saa højt, at det kunde høres helt ned i de mørke Kældere, hvor Menneskene boede: „Prinsessen kommer! Jeg har set Prinsessen.“
Saalunde kom den fredløse ogsaa til Folke Lagmands store Gaard og raabte sit Budskab højt der ligesom de andre Steder. Men Folke Lagmand, der hørte ham, kom gammel og krumbøjet ud af en Kældergang og raabte til ham: „Fred være med dig, du fredløse. Du behøver ikke at fare med Løgn for at lokke os til at tilgive dig. Jeg løser dig fra Fredløshedsdommen. Du skal ikke behøve at vende tilbage til Skoven. Vi er
