317
MARGRETE FREDKULLA.
jo selv fredløse; vi jager ingen fra os som Skovgangsmand.“
„Hvorfor vil du ikke tro mig?“ spurgte den fredløse. „Ved du da ikke, at Kong Inge har lovet at sende Fredsmøen nu til Vaaren?“
Da han sagde dette, saa den gamle paa ham med et træt og haabløst Blik. „Ikke ved jeg af, at det nu er Vaar,“ sagde han. „Ven, for os er Høst og Vaar nu eet og det samme. For os maa Sneen gerne blive liggende paa Marken, thi vor Plov vil ikke fure den. Regnen maa gerne blive hængende i Skyen, og Frøet maa ligge og raadne i Jorden i Stedet for at spire og gro. Vi sidder i Tavshed og venter paa Ødelæggelsen.“
Men imidlertid var der kommen fattige Jægere og Trælle, der var løbet bort fra deres Herrer, ned fra Skoven, og de fortalte Nyheden til alle dem, der havde samlet sig paa Trekanten. Haabet begyndte at lyse i manges Øjne; kun den gamle Sigrid Torsdatter sad endnu skummel og mørk og talte om sine Drømme.
„Ve over den, der haaber, inden han har set Prinsessen med sine egne Øjne,“ raabte hun. „Naar hun skinner i Skovbrynet paa sin guldskoede Ganger, da er det Tid for Grænsebønderne at haabe.“
„Næppe havde hun sagt dette, før Karin Wullum og Voldborg Toot udstødte et Raab: „Hellige Guds Moder, staa os bi!“ og stirrede op mod Skovbrynet, der hvor Vejen kom ud af den tætte Skov som af en Kælderhvælving.
