319
MARGRETE FREDKULLA.
Kronen. Slaa dit Silkeklæde til Side, at vi maa skue dit Ansigt!“
De trængte sig tæt ind paa den store sorte Ganger, der skred højtidelig frem i sit Purpurdækken med store Fjerbuske gyngende ved Øret og Manken indflettet med Guldbaand.
„Du kære!“ raabte de. „Det er da vel et stadigt Dyr, den store sorte Hest, du rider paa? Du Liljevaand! At du endelig kom!“
Margrete F redkulla havde et stort Følge med sig af mange ædle Herrer og Fruer fra hendes Faders Land, men foran hendes Hest gik der en fattig Bonde, der bar et sønderbrudt Spyd i Haanden og uophørligt raabte:
„Her rider Fredens fagre Mø! Her rider Margrete Fredkulla!“
Hele Tiden, mens Prinsessen red igennem Grænselandet, havde hun set Fred og Glæde udbrede sig blandt Folket. Hvorsomhelst hun kom, saa hun Bønder sætte Plov i Jorden og Husmødre brede Væv paa Bleg. Det udhungrede Kvæg blev sluppet ud paa Græsgangene, de unge vovede atter at smykke sig med Armbaand og Ringe. Men Hjelme og Sværd var atter bleven gemt i Vaabenkisten.
Hvorsomhelst hun drog frem, var Børn og Kvinder kommen hende i Møde med Blomster og det fine Vaarløv. Og oppe i Storskoven var den gamle vilde Kulsvier kommen løbende og havde budt hende ind i sin Hytte og beværtet hende med frosne Bær.
