332
DRONNINGEN PAA RAGNHILDSHOLMEN.
Og Kongens Hoved sank ned mod hans Bryst.
„Jeg trænger til at se noget, der er brændende rødt,“ sagde han. „Jeg længes efter at se noget, der er ravnsort med gnistrende Guldglans i Dybet; jeg længes efter at høre klar Sang og klingende Latter.“
Atter saa han sig omkring, men alting var ens, graat i graat, og han lagde Mærke til, at selv den ellers saa glitrende Elv flød graa som Natten mellem sine Sivbredder.
Han følte sig saa nedslaaet, at alt hvad han ejede, forekom ham grimt og værdiløst. Han tænkte paa sin velbyggede Kongsgaard, som om den var en ussel Skovhytte. Alle hans Sejre blev til Nederlag, og alle hans Undersaatter syntes ham at være æreløse Slyngler eller elendige Tiggere.
„Men alt dette kunde jeg endda udholde at kæmpe med“ tænkte han, „havde jeg blot ikke min Dronning. Det er det haardeste af det altsammen. Det kan være tungt nok at leve, og saa skal jeg endda pines med at tænke paa en Kvinde! Den Bekymring, jeg har for mit Rige, levner mig ikke en rolig Time. Og saa forlanger Menneskene af mig, at jeg skal lægge en ny Byrde paa mig selv!“
Thi det forholdt sig saaledes, at Kongen var gift med en norsk Kongedatter, og det var en rig og mægtig Prinsesse, der var hans Dronning,
