29
SANTA CATERINA AF SIENA.
og tidligt om Morgenen var hun paa Retterstedet for at være der, naar han kom. Hun anraabte uophørlig Jesu Moder, Maria, og den hellige Caterina af Ægypten, Jomfru og Martyr, med Bøn om at frelse hans Sjæl. Uophørlig gentog hun: „Jeg vil have, at han skal frelses, jeg vil, jeg vil.“ Men hun var bange for, at hendes Bønner var forgæves, for hun følte ikke mere den Henrykkelse, der havde været over hende Aftenen før; hun følte kun en uendelig Medlidenhed med ham, der skulde dø. Hun var helt betagen af Sorg og Smerte.
Lidt efter lidt blev Torvet fuldt af Mennesker. Soldater marcherede op, Bødlerne kom, der lød Støj og Tale rundt omkring, men hun saa og hørte ingen Ting. Hun følte sig, som om hun var helt alene.
Da han kom, var det ligedan med ham. Han havde ikke en Tanke for alle de andre, men saa kun hende. Men da han ved første Øjekast saa, at hun var helt opløst i Sorg, straalede han og blev næsten glad.
Han raabte højt til hende: „I Nat har du ikke sovet, Jomfru.“
„Nej,“ sagde hun, „jeg har vaaget i Bøn for dig, men nu er jeg fortvivlet, thi mine Bønner har ingen Kraft.“
Han lagde sig ned ved Blokken, og hun laa paa Knæ foran, saa hun kunde holde hans Hoved mellem sine Hænder.
„Nu drager jeg hen til din Brudgom, Caterina.“
