30
SANTA CATERINA AF SIENA.
Hun hulkede stærkere. „Jeg kan saa daarligt trøste dig,“ sagde hun.
Han saa paa hende med et underligt Smil. „Dine Taarer er min bedste Trøst.“
Bødlen stod hos med draget Sværd, men hun bød ham med en Bevægelse gaa til Side, at hun kunde tale nogle Ord endnu med den dødsdømte.
„Inden du var kommen,“ sagde hun, „lagde jeg mig ned her paa denne Blok for at prøve, om jeg kunde udholde det. Og da følte jeg, at jeg endnu ræddedes for Døden, at jeg ikke elsker Jesus nok til at ville dø i denne Stund. Og jeg vil heller ikke, at du skal dø, og mine Bønner har ingen Kraft.“
Da han hørte dette, tænkte han: Havde jeg levet, saa havde jeg dog vundet hende; og han var glad, han skulde dø, inden det var lykkedes ham at drage den straalende Himmelbrud ned paa Jorden.
Men da han havde lagt Hovedet i hendes Hænder, kom der en stor Trøst til dem begge. „Nicola Tungo,“ sagde hun. „Jeg ser Himlen aabne sig. Englene svæve ned for at tage imod din Sjæl.“
Et forundret Smil gled over hans Ansigt. Kunde det, han havde gjort for hendes Skyld, gøre ham værdig til Himlen? Han løftede sit Blik for at se, hvad hun saa; i det samme faldt Bøddeløksen.
Men hun saa Englene svæve længere og læn-
