34
FISKERRINGEN.
Nu skete det, at Sønnerne engang drog ud paa Fiskeri paa det aabne Hav udenfor Lidoen. De var i Følge med flere andre, havde et dejligt Fartøj og havde i Sinde at blive borte i flere Dage. Vejret var smukt, og de haabede paa en god Fangst.
De lagde ud fra Rialto, den store Ø, hvor selve Byen ligger, en tidlig Morgenstund, og altsom de gled hen over Lagunerne, saa de alle de Øer, der ligesom Fæstninger beskytter Venedig mod Havet, dukke op af Morgentaagen. Der var La Giudecca og San Giorgio til højre, og San Michele, Murano og San Lazzaro til venstre. Saa fulgte Ø paa Ø i en stor Kreds lige ud til den langstrakte Lido, der laa lige for og dannede ligesom Laasen paa Perlesnoren. Men hinsides Lido var det vide, uendelige Hav.
Da de var vel derude, gik nogle af dem i en Jolle og roede ud at sætte Garn. Det var endnu godt Vejr, skønt Bølgegangen var stærkere her end indenfor Ørækken. Naturligvis drømte ingen om Fare. De havde et godt Fartøj og var søvante Folk.
Snart mærkede dog de, der var bleven tilbage paa Chaluppen, at Vandet og Himlen pludselig blev mørkt i Nord. De forstod, at det blæste op til en Nordenstorm, og de raabte straks til Kammeraterne; men de var allerede for langt borte til at høre Raabene.
Vinden naaede først Jollen. Da Fiskerne pludselig saa Bølgerne rejse sig omkring dem som
