52
FISKERRINGEN.
Han lagde Mærke til, at den slog med Vingerne og kneb de store Karfunkeløjne sammen til to smaa glødende Revner.
Den gamle Cecco tænkte ganske vist paa at krybe ned i Baaden og gemme sig under Brohvælvingen, men han tog sig sammen og blev siddende.
I samme Øjeblik stod en høj imponerende Skikkelse ved Siden af ham.
„God Aften, Cecco,“ sagde Manden, „tag din Baad, og ro mig over til San Giorgio Maggiore.“
„Ja, straks, Herre,“ sagde den gamle Fisker.
Det var, som om han var vaagnet af en Drøm. Løven var borte, og Manden her var jo en, der kendte ham, skønt Cecco ikke rigtig kunde huske, hvor han før havde set ham. Han var glad ved at faa Selskab. Den forfærdelige Tyngsel og Kval, der havde været over ham, siden han var kommen i Fjendskab med Helgenen, var pludselig helt borte. Hvad det angik at ro over til San Giorgio, saa troede han nu ikke et Øjeblik, det vilde lykkes. „Vi kan vist ikke engang faa Baaden ud,“ sagde han til sig selv.
Men Manden ved Siden af ham var saadan, at han syntes, han maatte gøre alt muligt for at tjene ham, og det lykkedes ham ogsaa at faa Baaden ud. Han hjalp den fremmede at staa i Baaden, og greb Aarerne.
Cecco lo jo rigtignok ved sig selv. „Hvad tænker du paa? Læg dog ialtfald ikke ud,“ sagde
