79
VORHERRE OG ST. PEDER.
tryde, hvad han havde sagt, og indse, at hans Moder ikke vilde passe i Paradiset, men St. Peder var ikke til at rokke.
Da kaldte Vorherre en Engel til sig og befalede ham at fare ned til Helvede og hente St. Peders Moder op til Paradiset.
„Aa, lad mig se, naar han kommer med hende,“ sagde St. Peder.
Vorherre tog St. Peder ved Haanden og førte ham ud paa en Klippe, der sænkede sig lodret ned paa den ene Side, og han viste ham, at han kun behøvede at bøje sig lidt frem over Kanten, saa kunde han se lige lukt ned i Helvede.
Da St. Peder saa ned, kunde han i Førstningen ikke skelne mere, end om han havde set ned i en Brønd. Det var, som om der aabnede sig et bundløst Svælg for ham.
Det første, han opdagede, var Englen, der allerede var paa Vej ned i Afgrunden. Han saa, at han ilede ned i det store Mørke uden Frygt og kun bredte Vingerne lidt ud for ikke at falde for hastigt.
Men da St. Peders Øjne havde vænnet sig lidt til Mørket, begyndte han at se mere og mere. Han opdagede for det første, at Paradiset laa paa et Ringbjerg, der omsluttede en bred Kløft, og at det var paa Bunden af den, de fordømte havde deres Bolig. Han saa, at Englen blev ved at falde og falde i lange Tider, inden han naaede ned i Dybet. Han blev ganske forfærdet over, at der var saa dybt derned.
