81
VORHERRE OG ST. PEDER.
Mængde. Det var, som om Kløftens Bund ikke bestod af andet end Legemer og Hoveder.
Og St. Peder blev greben af en ny Ængstelse. „Du skal se; han kan ikke finde hende,“ sagde han til Vorherre.
Men Vorherre saa blot paa ham med det samme bedrøvede Blik som før. Han vidste, at St. Peder ikke behøvede at nære nogen Bekymring.
Ganske vist kunde Englen ikke lige straks finde St. Peders Moder iblandt den store Mængde af fordømte. Han bredte sine Vinger ud og svævede frem og tilbage over Afgrunden, mens han ledte efter hende.
Pludselig var der en af de stakkels fordømte nede i Afgrunden, der fik Øje paa Englen. Han sprang op, rakte Armene op imod ham og raabte: „Tag mig, tag mig!“
Da kom der paa een Gang Liv i hele Skaren. Alle de Millioner af Millioner, der forsmægtede nede i Helvede, for op, løftede deres Arme mod Englen og anraabte ham om at føre dem op til de saliges Paradis.
Deres Skrig hørtes lige op til Vorherre og St. Peder, saa deres Hjerter bævede af Sorg ved at høre det.
Englen holdt sig svævende højt oppe over de fordømte, men idet han nu fløj frem og tilbage for at opdage den, han ledte efter, stormede de allesammen efter, saa det saa ud, som om de blev fejet afsted af en Stormvind.
