129
❧ BARN JESUS
Men Mirjam dansede let frem og tilbage og nynnede med Hovedet på Siden og med de smilende Øjne spillende på ham:
„Lykkeleg — Rosenleg — lyse Lykkeleg!”
Det var Rosenlegens Omkvæd, og alle Børnene faldt ind:
„Lykkeleg — Rosenleg — lyse Lykkeleg!“
Da rejste han sig hurtigt, bandt Kjortlen op om sig, så på Johannes og løb hen under Fjældet.
Han greb fat i det nederste Klippeskår, trak til og svang sig op på Knæ — med tilbagebøjet Hoved rakte han op efter Askens slangesnoede Rod, der krympede sig ind til Fjældet — nede bag sig hørte han Johannes' korte Åndedrag og mærkede hans støttende Hånd. Han klamrede sig fast med bægge Hænder og entrede opad — så sad han oppe mellem det raslende, blå Løv — Træet rystede under ham i Blæsten, han så uvilkårlig ned, angst — det svimlede for ham — hele Sletten med Landsbyerne og Fåreflokkene drejede sig som en grøn Skive — Bjærgene dukkede under Horizonten og steg igen, som blå Bølgerækker, der vilde overskylle Landet — — —
Men dernede stod Børnene i tæt Flok og stirrede åndeløst op imod ham — de vilde have Roserne — han kneb Læberne sammen og kravlede videre, støttet af Johannes' sikre Hånd — langsomt gik det, vaklende, opad, stadig opad — nu var han der strax — han hagede sig fast i Rifterne, med de nøgne Fødder klemt ind i de dybe Spalter, lukkede Øjnene og løftede sig — og nu, nu rakte han Hånden ind i noget køligt og blødt — det rødmede omkring ham — han slog Øjnene op, og Roserne omhyllede ham helt —
